Om os

Den første is blev lagt i vinteren 2024/2025, hvor Christiania fik sin egen skøjtebane – midt i Danmarks mest berygtede gade, Pusher Street.

Banen blev skabt for at udfylde et tomrum. Et sted, hvor der engang var uro og usikkerhed, opstod nu et nyt samlingspunkt fyldt med lys, liv og latter – og måske et par ømme haleben og røde kinder. Skøjtebanen blev et symbol på forandring – et sted, der samler mennesker på tværs af alder og baggrund.

Fra begyndelsen stod det klart for os, at banen var nødt til at have sit eget Christiania-agtige særpræg – med plads til at skille sig ud fra det firkantede og almindelige. Ikke kun i formen, men også i ånden. For os var det vigtigt, at banen ikke bare blev endnu et vintertilbud, men et sted med sjæl, farver og kant, som man kun kan finde her.

I sin første sæson gik banen under navnet Pusherstreet On Ice – et ordspil på, at gaden, som vi kendte den, blev lagt på is i mere end én forstand. Siden da har vi valgt at give stedet et nyt navn: Christiania Skøjtebane. Et navn, der afspejler vores ønske om at skabe et åbent, trygt og fælles vinterrum for alle, midt i hjertet af Christiania.

For os handler det ikke kun om at stå på skøjter. Det handler om bevægelse, fællesskab og glæden ved at skabe noget smukt i en kold og mørk tid. En påmindelse om, at selv dér, hvor frosten bider, kan der vokse varme fællesskaber frem.